Slut med omveje på Aarhus Ø

Mandag formiddag åbner Bernhardt Jensens Boulevard på Aarhus Ø. Dermed slipper bilisterne for at skulle køre omveje, når de skal til og fra den nye bydel.

Trafikanter til og fra Aarhus Ø har levet med vejarbejde og omveje siden de første beboere flyttede ind i 2012. Men for bilisterne slutter det på mandag, når hovedgaden på Aarhus Ø, Bernhardt Jensens Boulevard, åbner med ny asfalt og havudsigt.

”Boulevarden er selve hovedindgangen til Aarhus Ø. Derfor er det lidt af en milepæl for os, at vi nu endelig kan åbne den for bilisterne,” siger projektleder Gitte E. Frøkjær og roser beboere og øvrige trafikanter på Aarhus Ø for deres tålmodighed:

”De har indrettet sig efter forholdene og har måttet finde sig i at sno sig ad omveje for at komme til og fra Aarhus Ø. Så det er en lettelse for alle, at der nu er hul igennem,” siger hun.

I første omgang er det dog kun bilisterne, der kan glæde sig til bedre infrastruktur på Aarhus Ø.

Tidsplan for Bernhardt Jensens Boulevard_kort (002)

Cykelsti og promenade
I starten af maj er der udsigt til at forholdene også lysner for cyklister og fodgængere i området. Til den tid forventer Center for Byens Anvendelse at være klar med cykelstier og promenade langs Bernhardt Jensens Bou-levard fra Pier 2 til Jette Tikjøbs Plads.

”Ved Bassin 5 arbejder vi stadig på den nye kajkant med promenade helt ned til vandet. Imens bliver cyklister og fodgængere ledt af en fællessti uden om arbejdet,” forklarer projektlederen.

Stien vil være afskærmet fra den øvrige trafik, så bløde trafikanter kan færdes sikkert, imens arbejdet står på frem til efteråret 2017.

Indtil byggerierne på de tomme byggefelter mellem Dagmar Petersens Gade og Bernhardt Jensens Boulevard er afsluttet, anlægges en grussti til fodgængerne. Når byggerierne er færdige, og byggepladserne er væk, lægges den endelige fortovsbelægning.

Fakta
Bernhardt Jensen var borgmester i Aarhus fra 1958 til 1971.
Der er 1.180 meter fra Nørreport-krydset til Jette Tikjøbs Plads.
Den tilladte hastighed bliver 50 kilometer i timen.

Trafikomlægning_BJB_Fase 1 (002)